Vestre Landsret har den 26. februar 2014 afsagt en kendelse, hvorefter en skatteyder ikke fandtes at have krav på at anvende seneste kendte ejendomsvurdering +/- 15 % ved udlæg fra et dødsbo. I landsrettens præmisser for kendelsen anføres blandt andet følgende: ”Det er ubestridt, at værdien af de to ejendomme er fastsat til beløb, der ligger inden for +/- 15 % af de senest offentliggjorte ejendomsvurderinger, og dermed i overensstemmelse med punkt 6, 2. afsnit, i cirkulære nr. 182 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning. Ifølge bemærkningerne til boafgiftslovens § 12 er principperne i værdiansættelsescirkulæret og den praksis, der var etableret på området, fortsat gældende efter boafgiftslovens ikrafttræden. Som anført i cirkulærets indledning i punkt 1 og gentaget i punkt 48 er dets regler vejledende, og landsretten lægger til grund, at dette gælder ved fastsættelsen af handelsværdien for både aktiver og passiver. Det følger endvidere af formuleringen af punkt 8 om efterfølgende ændringer og af praksis vedrørende bestemmelsen, at den ikke er udtømmende. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at værdiansættelsescirkulærets bestemmelser i sig selv giver boet et retskrav på at få godkendt sin værdiansættelse af de to ejendomme. Efter den foreliggende administrative praksis, herunder ministersvarene på spørgsmål om 15 %’s reglens anvendelse, er det ikke godtgjort, at der er en fast administrativ praksis om, at et dødsbos værdiansættelse, som ikke afviger mere end 15 % fra den seneste offentlige ejendomsvurdering, skal lægges til grund. En eventuel fast administrativ praksis på gave-området kan ikke føre til et andet resultat.” Sagen er indbragt for Højesteret. Foreningen Danske Arveretsadvokater har anmodet om Højesterets tilladelse til at indtræde som biintervenient i sagen for Højesteret til støtte for dødsboet. Dommen er kommenteret i en artikel på V.dk d. 8. april 2015, jf. nedenfor. Endvidere er dommen kommenteret på hjemmesiden i videofilmen Værdiansættelse og bindende svar herom.
Vestre Landsrets kendelse af 26. februar 2015, j.nr.B-1747-14
Vestre Landsret har den 26. februar 2014 afsagt en kendelse, hvorefter en skatteyder ikke fandtes at have krav på at anvende seneste kendte ejendomsvurdering +/- 15 % ved udlæg fra et dødsbo.