Livsgaver og dødsgaver med vidt forskellige konsekvenser ©
Livsgaver og dødsgaver er to velkendte begreber i arveretten, men knapt så kendte i offentligheden.
Selv om der i begge tilfælde er tale om gaver, er der knyttet vidt forskellige konsekvenser til gaverne. Dødsgaver kan nemlig ikke tillægges virkning, med mindre særlige forholdsregler har været iagttaget. Modtageren af en dødsgave kan derfor blive stillet, som om han aldrig havde fået gaven. Og det er – sagt på jysk – lidt træls at opdage, at en gave skal betales tilbage til dødsboet. Især hvis man f.eks. har bygget en ny udestue for pengene.