Næring med fast ejendom – skatteretlig kvalifikation på baggrund af selvangivne oplysninger og ”afsmitning” – SKM2013.289.BR©
En byret fandt ved en dom af 4/3 2013, jf. SKM2013.289.BR, at en bolig beboet af skatteyderen i 9 mdr. måtte anses for erhvervet som led i næring, da skatteyderen havde selvangivet avance ved et tidligere salg af to udlejningsejendomme som næringsindkomst, og da skatteyderen derudover havde ”tilknytning til ejendomsmarkedet” via aktiviteter i to eneanpartshaverselskaber og disses datterselskaber, der over en kortere årrække havde erhvervet og solgt et stort antal ejendomme. Sidstnævnte moment er baseret på en smittebetragtning.