Hjemmesiden V.dk er i dag tilgængelig på adressen www.V.dk. Dette er sket ca. en måned tidligere end planlagt, hvilket skyldes, at der fra ekstern side var behov for at kunne hente noget materiale fra hjemmesiden.
Det er, som tidligere annonceret, planlagt at lægge mere end 1.000 artikler ud på hjemmesiden. Dette vil ske successivt i løbet af juni måned 2015. Der er på indeværende tidspunkt lagt ca. 300 artikler ind på hjemmesiden.
Hjemmesiden vil endvidere på sigt omfatte undervisningsfilm indenfor de fagområder, der behandles på V.dk, herunder i første fase skatteret.
Der er etableret et søgesystem, der i hovedsagen svarer til det søgesystem, som i sin tid blev anvendt af Magnus Informatik A/S. Man kan således anvende flere søgeord for at søge på kombinationen af disse ord, ligesom der kan søges på ordmønstre, flere alternative søgeord, ”OR”, og konkrete ord kan udelukkes ”NOT” m.v. Der henvises i øvrigt til søgevejledningen på hjemmesiden (spørgsmålstegnet i højre side af søgefeltet).
Relaterede artikler, dvs. artikler vedrørende problemstillinger, der grænser op til en funden artikel, er markeret nederst i den fundne artikel med direkte adgang til den relaterede artikel. Og skulle man være specielt interesseret i en dom, omtalt i flere artikler, kan man ved klik på domsnummeret søge særskilt efter artikler, hvor denne dom ligeledes er omtalt, eksempelvis SKM2012.221.H.
Som det fremgår af hjemmesiden, er der for indeværende knyttet 4 advokater til hjemmesiden som bidragsydere samt herudover 2 personer med speciale i e-learning.