Retten i Odense afsagde den 19. november 2014 dom i sagen BS 5-2/2014 vedr. ovennævnte emne. Sagen er af Skatteministeriet anket til Landsretten.
Sagen er beskrevet i SKM 2015.108 BR, samt i TFS 2015.332.
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Landsskatteretten som afsender af et påbud efter dagældende bestemmelse i Skatteforvaltningslovens § 42 stk. 3 havde løftet bevisbyrden for påbuddets afsendelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en first til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og en udarbejdet sagsfremstilling ikke følger med klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afvises klagen.”
Klager, der er et advokatselskab, har under sagen ved sin hovedaktionær forklaret, at han bl.a. i sin advokatvirksomhed har ført flere civile skattesager i Landsskatteretten. Førelsen af advokatselskabets egen skattesag ved Landsskatteretten havde advokaten lagt i hænderne på sin sædvanlige revisor, som imidlertid på grund af sygdom ikke inden klagefristens udløb var i stand til at varetage opgaven med at udarbejde en klage til Landsskatteretten.
Advokaten påklagede herefter selv – rettidigt – Skats afgørelse til Landsskatteretten, dog uden at klagen kunne realitetsbehandles på grundlag af de med klagen meddelte oplysninger m.v.
Landsskatteretten meddelte herefter klager en frist på 14 dage til at uddybe klagen – en frist der på grundlag af klagers anmodning af 28. juni 2013 blev forlænget ved Landsskatterettens skriftlige meddelelse samme dag, uden at Landsskatteretten fandt det fornødent at fastsætte en ny frist. Henset til Landsskatterettens årelange sagsbehandlingstider kan dette næppe af klager opfattes som en indlysende fejl.
Iflg. Klagers forklaring havde han ikke yderligere dialog med Landsskatteretten før han fra Landsskatteretten den 2. oktober 2015 fik meddelelse om, at klagen under henvisning til Skatteforvaltningslovens § 42 stk. 3, 3. pkt. var blevet afvist. Samme dag ansøgte klager under henvisning til Skatteforvaltningslovens § 46 om, at Landsskatteretten genoptog klagebehandlingen – en anmodning som Landsskatteretten den 15. november 2013 afviste.
Årsagen til Landsskatterettens afgøreles om afvisning af klagen, som blev meddelt klager 2. oktober 2013 viste sig at være, at Landsskatteretten ved brev af 28. august 2013 til klager havde meddelt denne en frist på 14 dage til at sende en endelig, begrundet klage med samtidig tilkendegivelse om, at sagen ville blive afvist såfremt fristen ikke blev overholdt.
Klager har som begrundelse for sin anmodning om genoptagelse henvist til, at klager ikke har modtaget Landsskatterettens brev af 28.august 2013.
Sagsøger har under sagen påstået Landsskatteretten tilpligtet til at realitetsbehandle klagen, medens Skatteministeriet har påstået frifindelse.
Byretten gav sagsøger medhold med følgende præmisser:
”Sagsøgers manglende overholdelse af en frist på 14 dage fra den 28. august 2013 til at uddybe klagen kan kun føre til afvisning, hvis brevet med meddelelse om fristen er kommet frem til selskabet. Afgivelse til postbesørgelse af et brev kan ikke i sig selv udgøre fornødent bevis herfor.”
Da selskabet har benægtet at have modtaget Landsskattens brev af 28. august 2013, var Landsskatterettens afgørelse af 1. oktober 2013 om afvisning af klagen som følge af manglende indsendelse af en klage, der opfyldte betingelserne, uberettiget. Landsskatteretten burde derfor have imødekommet anmodningen om genoptagelse af klagens behandling.
Kommentar:
I artiklen ” Forsendelsesrisiko for Skats brevudsendelser, set i lyset af Højesterets dom i SKM 2014.150 HR” offentliggjort i SR-Skat 2014 nr. 3, p. 156-161, konkluderede jeg afslutningsvis således:
”Det konkluderes, at de bevisproblemer, der kan opstå for borgere, der på grund af forsinkelse ved postvæsenet indgiver en for sen klage eller anden reaktion, kan løses under anvendelse af afleveringsattester, og at Ombudsmanden forudsætter, at reglerne om meddelelse af oprejsningsbevilling kan medvirke til at skabe den fornødne afbalancering af forsendelsesrisikoen mellem forvaltning og borger. En restriktiv praksis vedrørende meddelelse af oprejsningsbevilling i sager om forsendelsesrisikoens fordeling mellem forvaltning og borger må således forudses ikke at kunne opretholdelse.”
Når henses til de alvorlige retstab borgere og virksomheder lider ved en unødvendig restriktiv forvaltning af adgangen til genoptagelse er det opmuntrende, at Byretten i Odense i en situation som den foreliggende – hvor det i hvert fald har lige så meget for sig, at Landsskatterettens brev af 28. august 2013 aldrig nåede frem til klager som at brevet overhovedet blev afsendt fra Landsskatteretten – når frem til, at det er afsenderen der bærer forsendelsesrisikoen og har mulighed for at sikre sig bevis for afsendelsen. Skatteministeriets anke til Landsskatteretten kan – optimistisk – måske fortolkes således, at der med den foreliggende sag af ministeriet ses en mulighed for at foretage en praksisændring vedr. den helt unødvendigt restriktive praksis vedr. bevilling af genoptagelse i sager som den foreliggende.