Privat kørsel i gulpladebiler kan medføre hårde sanktioner fra SKAT´s side.
I 2002 blev vedtaget en bestemmelse om lempelse af bevisbyrden for skatteydere, der anvender biler på gule nummerplader, således at behovet for at føre kørebøger blev nedbragt.
Men hvis føreren bliver taget på fersk gerning, er konsekvenserne voldsomme.
I sagen afgjort ved dommen af 26/3 201, ref. i SKM2013.380.BR, fandt Retten i Lyngby det i tilstrækkeligt omfang for sandsynliggjort, at tre arvinger havde erhvervet en helårsbolig uden bopælspligt i den hensigt at anvende ejendommen som fritidsbolig, og at ejendommen i arvingernes ejertid udelukkende havde været anvendt som fritidsbolig. Ejendommen kunne følgelig sælges skattefrit, uanset en kortere ejertid. Dommen er i præmisser og resultat usædvanlig, bl.a. fordi Retten i Lyngby anså den omstændighed, at arvingerne havde ageret skattemæssigt optimalt i tilknytning til arveudlægsværdien, som et bevismoment ved vurderingen af arvingernes erhvervelseshensigt.
En celeber sag om det økonomiske opgør mellem ægtefæller ved skilsmisse fik i denne uge stor opmærksomhed, både i offentligheden og blandt fagfolk. Hustruen havde krævet ca. 150 mio. kr. af den tidligere ægtefælle, som hun mente var ugyldige gaver til manden. Ved Østre Landsret fik hun medhold i, at hun havde krav på at få en del af pengene retur, nemlig 35 mio. kr.
Sagen har givet anledning til flere spørgsmål om, hvorvidt det kan være rigtigt, at gaver til ægtefællen kan kræves tilbage. I så fald kan man jo lige så godt være meget rundhåndet: Kommer der en skilsmisse, er der jo elastik i gaven. Så hvorfor ikke give store gaver?
Ved en kendelse af 25/2 2013, ref. i SKM2013.236.LSR, fandt Landsskatteretten, at en mellem uafhængige parter aftalt fordeling af købesummen for en landbrugsejendom af liebhaverkarakter måtte anses som åbenbart forkert. Fordelingen blev herefter fastsat i overensstemmelse med fordelingen ifølge et syn og skøn indhentet under sagens behandling ved Landsskatteretten.
Sagen bidrager til fastlæggelse af grænsen ”åbenbart forkert”. Landsskatterettens kendelse vil i mange tilfælde kunne føre frem til en udvidet adgang til korrektion
En byret fandt ved en dom af 4/3 2013, jf. SKM2013.289.BR, at en bolig beboet af skatteyderen i 9 mdr. måtte anses for erhvervet som led i næring, da skatteyderen havde selvangivet avance ved et tidligere salg af to udlejningsejendomme som næringsindkomst, og da skatteyderen derudover havde ”tilknytning til ejendomsmarkedet” via aktiviteter i to eneanpartshaverselskaber og disses datterselskaber, der over en kortere årrække havde erhvervet og solgt et stort antal ejendomme. Sidstnævnte moment er baseret på en smittebetragtning.
Med dommen ref. i SKM 2012.732.Ø er der sket en lempelse af de meget snævre rammer for udøvelse af erhvervsmæssige aktiviteter førend der opstod skattepligt til Danmark, når skatteyderen havde bopæl i Danmark. Østre Landsret har således i sine præmisser inddraget Kinnock-sagen, og dermed tiltrådt præmisserne i denne administrative afgørelse.
Skattedepartementet har med SKM2013.316DEP nærmere redegjort for, hvornår der kan ske genoptagelse i tidligere afgjorte sager om subjektiv skattepligt. Der vil blive udstedt et styresignal herom.
Sammen med blå blok aftalte regeringen i april 2013 at genindføre den velkendte BoligJobordning med fuld virkning i 2013 og 2014. Grundsubstansen i ordningen er den samme som i den tidligere ordning. Men det er samtidig tanken at udvide ordningen til at omfatte også fritidsboliger i Danmark og udlandet, dog først med virkning fra 22. april 2013.
(Se senest- og nu denne aktuelle – artikel om emnet: “BoligJob-ordningen – mindre grøn, men nu permanent”. Artiklen d. 23. december 2017)
Højesteret fandt ved en dom af 8/5 2013, jf. tidligere TfS 2011, 704 ØL, at en bilforhandlers udgifter til to arrangementer med fremvisning af biler samt underholdning, traktement m.v. havde karakter af kommerciel gæstfrihed, og derfor måtte anses som repræsentationsudgifter med deraf følgende reduceret skattemæssig fradragseffekt, uanset at denne markedsføring efter bilforhandlerens opfattelse var den mest effektive markedsføringsform, og uanset at bilforhandleren efter aftalen med en af producenterne var forpligtet til at afholde sådanne arrangementer.
Efter bogføringsloven skal den bogføringspligtige opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.
Opbevaringen skal efter loven ordlyd ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør en selvstændig og entydig fremskaffelse af det pågældende regnskabsmateriale.
Der rejser sig her det spørgsmål, om der stilles krav om samme eller udvidet dokumentationspligt for ikke-bogføringspligtige. Den seneste praksis synes overraskende at besvare dette spørgsmål bekræftende, i hvert fald, hvis man har penge stående på konti i udlandet.
Sagen drejede sig om, hvorvidt den omstændighed, at et selskabs omsætning i 2 år udgjorde 0 kr. efter en række overskudsgivende år indebar, at der ikke længere var tale om en igangværende virksomhed, således at selskabets udgifter i denne periode ikke var fradragsberettigede som driftsomkostninger. De omtvistede udgifter knyttede sig til indtægter, der først kunne konstateres i senere indkomstår, hvorfor sagen tillige drejede sig om, hvorvidt der var tale om driftsomkostninger eller formueudgifter som følge af den manglende snævre tidsmæssige sammenhæng mellem udgifterne og de deraf flydende indtægter. Landsskatteretten nåede frem til at udgifterne var fradragsberettigede.